Loriot-Pagel

Seks generationers passion for Meunier

Champagne Loriot-Pagel er historien om en familie, der siden 1838 har viet livet til vinens kunst. I dag står Jean-Philippe og Alice Loriot som sjette generation og fører arven videre med samme passion og respekt for naturen som deres forfædre.

Huset har base i Festigny, hvor de lerholdige jorde skaber ideelle betingelser for Pinot Meunier. Historien fortæller, at familien Loriot var blandt de første til at satse stort på Meunier – en drue, der dengang blev anset som mindre fin og efterspurgt.

De gjorde den til husets signaturdrue, som i dag er synonym med frugt, charme og karakter. Tiden har vist, hvor visionært det valg var – Meunier er i dag en uundværlig del af mange af Champagnes største vine.

Familien ejer 9 hektar vinmarker fordelt på 35 parceller i Vallée de la Marne samt i Grand Cru-landsbyerne Avize, Cramant og Oger, hvor Chardonnay og Pinot Noir bidrager med friskhed og struktur.
Den store mangfoldighed af terroirs giver vinene en sjælden kompleksitet og balance.

Som récoltant-manipulant bruger Loriot-Pagel udelukkende egne druer og styrer hele processen fra håndhøst til degorgering.
Vinene vinificeres separat og lagrer minimum fire år – op til otte år for vintage – og håndteres med en præcision, der afspejler husets dedikation.

De arbejder bæredygtigt og er HVE-certificeret, hvilket vidner om et stærkt fokus på miljø og ansvarlighed.

Som medlem af Club Trésors de Champagne skaber Loriot-Pagel den ikoniske Special Club-cuvée – 100 % Meunier, et ærligt udtryk for terroir, tradition og familiehåndværk.

Resultatet er champagner med sjæl, balance og dybde, der fortæller seks generationers historie i hvert glas. Årlig produktion: ca. 60.000 flasker.

Derfor har vi valgt Loriot-Pagel

Da vi besøgte vingården Loriot-Pagel i Festigny og hørte deres imponerende historie og passion for særligt Meunier-druen, faldt der en brik på plads i vores Champagneunivers – en brik, vi ikke vidste, vi manglede. Det stod hurtigt klart, at Loriot-Pagel skulle være en del af vores univers.

Meunier-druer fra de ældste marker og et terroir skabt til netop denne drue – kombineret med familiens pionerånd – gør huset helt unikt.

Er man Meunier-elsker, er deres champagner et absolut must.
Vi gik på opdagelse i deres sortiment og måtte kæmpe for at begrænse os.

Valget faldt også på deres Blanc de Blancs fra Côte des Blancs, hvor de formår at skabe en stil, der stadig bærer deres helt egen signatur.

At de er optaget som medlem af Club Trésors de Champagne, er helt naturligt – deres Special Club lever op til alle aspekter af de høje krav fra mark til flaske.

Få rabat som medlem

Opret dig som medlem og få masser af fordele, bl.a. rabat på alt champagne her i boutiquen og adgang til unikke oplevelser.