Moët & Chandon






Champagneikonet
Siden 1743 har Moët & Chandon været et symbol på fest og luksus. Grundlagt af Claude Moët og videreført af barnebarnet Jean-Rémy Moët blev huset hurtigt verdens mest eftertragtede producent. I dag er det en del af LVMH og repræsenteret i over 150 lande.
Med 1.300 hektar vinmarker – halvdelen Grand Cru og en fjerdedel Premier Cru – samt 28 km underjordiske kældre, råder Moët over et af Champagnes mest omfattende terroirs. Husets signatur, Moët Impérial, skabes af mere end 200 crus og et blend af Pinot Noir, Meunier og Chardonnay. Omkring 40 % reservevin sikrer den ikoniske stil og den genkendelige smag i hver flaske – og til hver fest.
Kun omkring 2 % af produktionen bliver til de eftertragtede årgangschampagner, Grand Vintages, som hver udtrykker årets særlige karakter. Moët har gennem historien været pioner i innovation – blandt de første til at anvende ståltanke – og forener i dag tradition og teknologi under ledelse af chef de cave Benoît Gouez.
Efter mere end 280 år er Moët & Chandon fortsat verdens største champagnemærke. Selvom huset ikke oplyser officielle produktionstal, anslås det, at der produceres omkring 75 millioner flasker årligt.
håndplukket sortiment

Derfor har vi valgt Moët & Chandon
At tale om Champagne uden at nævne Moët & Chandon er næsten umuligt. Huset er selve indbegrebet af luksus, fest og ikonisk champagnekultur. Et besøg i deres kældre i Épernay er som at træde ind i kilometervis af historie, teknik og præcision.
Moët mestrer kunsten at skabe en genkendelig, poleret stil, som millioner verden over forbinder med fejring og glamour.
Vi har valgt at føre deres Grand Cuvée som et udtryk for denne overlegne branding og storslåede tradition – en champagne, man drikker for oplevelsen, symbolikken og det uomtvistelige navn.




